Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Risbjergkvarteret

Risbjergkvarteret er et selvgroet villakvarter med gamle huse og haver. Et fint sted at gå en tur.
Sønderkærskolen

Om Risbjergkvarteret

Mellem Sønderkær, Hvidovrevej og Brostykkevej ligger Risbjergkvarteret, som er Hvidovres ældste parcelhuskvarter. Her skød små lysthuse frem i begyndelsen af 1920'erne, og siden er der blevet bygget til og ud og om i den store stil. I dag er kvarteret en charmerende blanding af helårsboliger med meget forskelligt udseende. Husene er typisk ikke særligt store, og i haverne er der mange gamle frugttræer.

I kvarteret er der også andre seværdigheder end villaer. Går du en tur på Hvidovrevej fra Brostykkevej kommer du først til Skt. Nikolaj Kirke fra 1960. Arkitekten er Johan Otto von Spreckelsen.
Hvidovre Hovedbibliotek og Medborgersal, opført 1971-73, er næste stop, arkitekterne bag er Flemming og Per Lassen. Fontænen "Byens kilde" fra 1978 af Ib Braun står på pladsen foran bygningen.
Hvidovre Rådhus, der oprindelig blev opført i 1952-55 af arkitekterne Schønnemann og Brandi, ligger  ved siden af biblioteket.
Over for rådhuset kan du se Risbjerggård, som er stuehuset fra en gammel gård, bygget i 1878. I 1921 blev gården indrettet til restaurant, nu er den et lokalt samlingssted.
Skulpturen "Postrytter" af Johannes Bjerg står foran det tidligere posthus på hjørnet af Høvedstensvej.
Går du videre kommer du forbi Sct Andreas Ordenen
Næste seværdighed er Risbjerg kirke, opført 1952-59 af arkitekterne Schønnemann og Graae.
Sønderkærskolen fra 1924, hed oprindelig Kettevejens Skole. Den ligger på den anden side af vejen. Nu bliver skolen ikke længere brugt til sit oprindelig formål, men er hjemsted for bl.a. Musikskolen og Billedskolen. Relieffet "Himmelstræberne" af Monica Ritterband, købt i år 2000, sidder på sydsiden af skolen. På plænen foran står skulpturen "Glemslens Massiv" af Søren Jensen, fra 1987. 
Går du ned ad Kirkegade nord for Risbjerg Kirke kommer du til Nusrat Djahan Moskéen, Danmarks første moské bygget i 1967, den ligger på Eriksminde Allé.

Praktiske oplysninger

Bus: 132 fra Hvidovre eller Friheden Station. 200S fra Friheden Station eller Hvidovre Hospital. Stå af på et af stoppestederne på Hvidovrevej mellem Brostykkevej og Holbækmotorvejen.

Bil: P-pladser ved rådhuset, Risbjerggård og Risbjerg Kirke.

Her er bænke foran Hovedbiblioteket, i Rådhusparken og ved Brostykkevej, samt toiletter på Hovedbiblioteket.

[vis på kort]

Ruter og aktiviteter

En anden mulighed end turen ad Hvidovrevej, som du kan læse om oven for, starter ved Hvidovre Rådhus og Risbjerggård. Gå hen ad Hvidovrevej til Risbjerg Kirke, ad Kirkegade og Eriksminde Allé forbi Nusrat Djahan Moskéen. Tilbage over Sønderkær ind ad en af sidevejene på højre hånd, når du går væk fra Hvidovrevej. Derefter ind i villakvarteret og ad Risbjerggårds Allé eller Tureby Allé tilbage til Hvidovrevej.